Rasmus Holst-Sørensen
Direktør i Næstved Erhverv
Et stort flertal i Folketinget har udpeget Industrial Hub Zealand på 207 hektar mellem Tappernøje og Bårse til national industripark. Udpegningen skaber store muligheder for tiltrækning af bæredygtige produktionsvirksomheder, vurderes det i både Næstved og Vordingborg kommuner, der står bag den nye nationale industripark.
En ny 207 hektar stor national industripark skal etableres mellem Tappernøje og Bårse på Sjælland. Det er nu slået fast af Folketingets forligskreds bag aftalen om Rød Løber for produktionsvirksomheder, der skal sikre gode rammevilkår og konkurrencebetingelser for produktionsvirksomheder og tung industri.
Industrial Hub Zealand er udpeget af forligskredsen blandt 29 kommuner, der har ansøgt om at blive udpeget til national industripark.
”Det er meget glædeligt, at forligskredsen har udpeget vores fælles bud på en national industripark. Det er også et stærkt bud, som et samlet byråd i Næstved og en samlet kommunalbestyrelse i Vordingborg har bakket op om”, lyder det samstemmende fra de to borgmestre Carsten Rasmussen, Næstved Kommune, og Mikael Smed, Vordingborg Kommune.
De to borgmestre ser dermed store muligheder i at tiltrække bæredygtige produktionsvirksomheder.
”Vi har en begrundet forventning om, at både danske og internationale virksomheder ser stort potentiale i at placere sig klos op ad transportkorridoren mellem Skandinavien og Centraleuropa. De logistiske forbindelser gør vores nationale industripark til et oplagt valg for virksomheder indenfor produktion og grøn teknologi”, vurderer Carsten Rasmussen.
Borgmesterkollega Mikael Smed tilføjer, at Industrial Hub Zealand giver mulighed for at industrivirksomheder kan blive en del af Østdanmarks kraftcenter for grøn energi og omstilling.
”Med den nye nationale industripark vil vi give industrivirksomheder med ambitioner om en bæredygtig profil en unik mulighed. Her kan virksomhederne potentielt drage nytte af grøn strøm fra det nærliggende VE-projekt ved St. Røttinge og tilkobling til den nye gasledning”, siger Mikael Smed.
Industrial Hub Zealand er skabt i et stærkt tværkommunalt samarbejde mellem Næstved og Vordingborg kommuner – og det samarbejde skal nu udvides, så næste skridt kan tages.
Læs Erhvervsministeriets faktaark om de 11 nye industriparker.
Læs aftaleparternes fælles forståelse om udpegning af industriparker.
”Det stærke samarbejde på tværs af kommunegrænsen har nu båret frugt i forhold til, at Industrial Hub Zealand er blevet udpeget til National Industripark. Nu skal vi tage skridtet videre og skabe en fælles organisation, der skal udvikle, drive, og markedsføre området internationalt samt sikre hurtig og smidig sagsbehandling for Industrial Hub Zealands virksomheder”, udtaler direktør Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv
Modtag de seneste nyheder, arrangementer og invitationer direkte i din indbakke
Anlægsloven for Rute 54 vil blive fremsat i februar. Dette er nu bekræftet af lovprogrammet for det kommende folketingsår. Det lader til at lovforslaget også vil indeholde forslag om at udvide Motorring 4 syd og Ring 4 samt at etablere nødspor på Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev.