Rasmus Holst-Sørensen
Direktør i Næstved Erhverv
Stort fremmøde for at opleve de engagerede unge brobyggere.
Tusindvis af nysgerrige tilskuere var dukket op for at se tre hold af lærlinge, studerende og elever dyste i at bygge tre buebroer over den fritlagte Suså i Næstved, da brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere løb af stablen igår, 4. juni.
Efter syv timers intensiv konkurrence blev det hold 3 og deres Sommerfuglebroen,
som løb med sejren.
Fire måneder. Så længe har de 42 lærlinge, studerende og elever været i gang med at designe og forberede de tre buebroer, Sommerfuglebroen, Handelsbuen og Tidsbuen, som i går, onsdag, blev bygget på tværs af den fritlagte Suså i Næstved. På tre hold blev der knoklet i syv timer i et stærkt, tværfagligt fællesskab, bestående af: elektrikerlærlinge, smedelærlinge, struktørlærlinge, tømrerlærlinge,
godschaufførlærlinge, ingeniør- og bygningskonstruktørstuderende samt handelselever.
På dagen havde brobyggerne i alt syv timer til at bygge broerne, før det sidste søm skulle være sat, og der skulle kåres en vinder. Vinderholdet kunne gå hjem med diplomer, medaljer og en fælles præmie på 60.000 kroner, doneret af Otto Bruuns Fond.
Oplev broerne
Næstveds borgere kan opleve de tre broer ved den fritlagte Suså frem til til den 11. juni 2025, hvor det bæredygtige nedrivningsfirma Hvidberg A/S afmonterer broerne.
Alle tre broer er solgt til tre forskellige købere via auktion.